Nu hvor vi forhåbentligt snart får lidt sommervejr, og vi kan se frem mod varmere dage, synes vi, at det er på sin plads at se tilbage på en oplevelse fra foråret 2016. Læs om den skønne autocamperplads i Nibe.

Alt om Autocamperens udsendte medarbejder var på tur, og når begejstringen først tager over, så er det helt naturligt at dele lidt af denne med andre med interesse for ture i autocamper. Og der er virkelig tale om begejstring. Turen den dag i Maj gik til Nibe Havn. Og i et forårsvejr uden lige. Sol, varme og vindstille. Skønt, at sommeren endelig var kommet til Danevang.

De hyggelige røde huse ved Lystbådehavnen giver den helt rigtige sommerstemning

Her er en skøn havn, som varmt kan anbefales at besøge. Alle faciliteter, en skøn ac-plads hvor ”snuden” kan parkeres helt ude i vandkanten og ikke mindst et behageligt og hjælpsomt personale på havnen.

Man holder på græsplæne som er plan og fast i underlaget, skøn udsigt over Fjorden ikke at forglemme

Når alt det kombineres med sol, sommer og varme, så er det svært ikke at blive godt begejstret. Og det er lige præcis det udtryk, der kan bruges om Alt om Autocamperens udsendte medarbejder denne skønne forårsdag i Maj.

Råvarerne er i orden

Tæt på havnen ligger et lille røgeri, Kildens Rygeri. Her sælges friskrøgede fisk. Er man til den slags, så kan man få alle sine ønsker opfyldt, og det med supergode råvarer som udgangspunkt. Medmindre du på ingen måde kan få fisk ned gennem din hals, så er et besøg her et MUST. Det ser ikke ud af meget, men venligheden kombineret med kvaliteten af fisken, gør det besøget værd. Alt om Autocamperens udsendte mæskede sig i hvert fald i friskrøget fisk, og fik også indtaget rigelige mængder af de nystegte fiskefrikadeller. Med hensyn til de sidstnævnte så var beholdningen mere end halveret, allerede inden camperen var nået igen. Men heldigvis var der indkøbt rigeligt af de mange andre fisk.

Cafe Bedste på torvet i Nibe er et besøg værd

Nibe by

Selve byen er super hyggelig. Den bærer præg af at være en gammel købstad, og storhedstiden kan stadig fornemmes, når man går i de smalle brostensbelagte gader blandt de smukke, gamle huse. Desværre har byen også steder, hvor den bærer præg af, at her måske ikke helt foregår så meget, som der gjorde en gang. Men i centrum er et rigtig hyggeligt torv, hvor bl.a. Café Bedste ligger. Hyggeligt sted og hen under aften var der stadig en smule sol, så der blev nydt en kaffe og lidt æblemost fra et lokalt mosteri. Mens drikkevarerne blev indtaget begyndte aftenens Sildeløb i Nibe. Et løb som gennemføres hvert år, og som man kan tilmelde sig, hvis man har løbeskoene med. Her er distancer på 2,5km, 5km, 10km og så halvmaraton. Og hvis man ønske det eller ikke er i form til at løbe, så er det også tilladt at gå en af distancerne.

Seværdigheder omkring Nibe

Nibe har en del seværdigheder at byde på. Der er mange minder fra fjordlandets historie. Nibe Museum tager jer gerne med på en tur tilbage i tiden, lige som Sebbersund Vikingeby gør det. Derudover er et besøg på den gamle herregård, Lundbæk også en oplevelse i sig selv. Og er I mere til naturoplevelser, så er Halkær Mølle Naturcenter en god mulighed, og det samme er Vokslev Kalkgrav og Huul Mølle. Det er altså ikke oplevelser, der mangler i området omkring den gamle hyggelige købstad.

Solnedgang over Limfjorden

Efter at indtaget aftensmaden, så var det tid til at nyde en ualmindelig smuk solnedgang over Nibe Bredning. AC-pladsen ligger perfekt, hvis man sætter pris på den slags smukke oplevelser.

Solnedgang over Limforden ved Nibe. På havnen finder du Danmarks bedste vaffel is – nyd den til solnedgangen

Og lige i dag var det ekstra smukt med den blå himmel, skibe på vej mod havnen og den orangerøde farve, som solen bød på hele vejen ned i vandet. Hvem sagde begejstring? Det var i hvert fald den følelse, der var udpræget i den lille camper, da der blev sagt godnat og tak for i dag.

Vi kan varmt anbefale at slå en smut forbi Nibe Havn.

Find den her på Camper-parkering.dk

Per Ræbild
Per har flere års erfaring i at køre autocamper. Per er primært tovholder i fællesskabet. Per har en del viden omkring IT og andet teknik, og Per deler gerne ud af sine erfaringer, både når han er hjemme, og når han er på tur rundt i europa i autocamperen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her