Campingbranchen fejrede sig selv fredag aften, hvor Dansk Camping Union for femte gang forestod prisuddelingen Danish Camping Award. Det festlige show fandt sted i forbindelse med Ferie for Alle i MCH Messecenter Herning, og de mange vindere kan lørdag og søndag opleves på messen. I kategorien årets autocamper faldt valget på Adria Coral PLUS 650 DL, i kategorien årets camper van var det Pössl Summit 640 Prime der løb med titlen.
Ferie for Alle er et rejsemekka, og ikke mindst campingbranchen fylder godt i de mange messehaller i MCH. Dansk Camping Union havde derfor igen i år valgt at placere prisuddelingen Danish Camping Award på messen. Festen udspillede sig fredag aften, og finalistfeltet var et tydeligt vidnesbyrd om, at campingbranchen er inde i en ekstraordinært god periode.
– Det har været et overvældende stærkt felt, og i de fleste kategorier er det de helt små marginaler, der har afgjort, hvem der skulle vinde prisen. Det er virkelig svært at vinde disse priser, fordi der er så mange dygtige om buddet, og det vidner om en kæmpe kvalitet i branchen, som man kun kan være stolt af. Der ligger mange års arbejde og produktudvikling bag dette flotte niveau, fastslår landsformanden i Dansk Camping Union, Anne-Vibeke Isaksen og fortsætter:
– Jeg har arbejdet professionelt med camping i 25 år og camperet i flere end 100 lande, og jeg har aldrig før oplevet en fremgang som den, campingbranchen oplever i disse år. Og mens det tidligere har skiftet lidt, hvilken campingform, der var populær, så er det nu alle former for camping, der trender. Folk har fundet ud af, hvad der venter lige uden for døren, og at man ikke behøver at rejse til Maldiverne for at få store oplevelser. Samtidig vil man gerne være grøn og sætte så minimalt et klimaaftryk som muligt. Og endelig harmonerer mange campingformer med tidens øvrige trends såsom minimalisme, genbrug og tiny homes, nærhed og nærvær.
En vigtig og prestigiøs pris
10 priser skulle uddeles fredag aften, hvor årets autocamper, camper van, campingvogne, og campingpladser blev hyldet og hædret, og hvor den særlige pris Campingprisen også fandt sin vinder. At priserne er prestigiøse hersker der ikke den fjerneste tvivl om hos Dansk Camping Unions landsformand.
– Nu er det femte gang, at vi afholder Danish Camping Award, og det er meget tydeligt, at prisen betyder enormt meget for vinderne. De bryster sig af den og bruger prisen i forskellige sammenhænge, og så er de glade for den fine statuette, der følger med, fortæller Anne-Vibeke Isaksen.
Og det bekræftes eftertrykkeligt af lejrchef Annette Quist fra Hillerød Camping, der vandt prisen for Årets Danske Campingplads – Klassisk:
– Det betyder helt vildt meget – vi vandt også prisen i 2019, og den dag i dag er der stadig gæster, der besøger os på grund af det, lyder det fra Annette Quist, der er meget overvældet over igen at vinde prisen:
– Vi havde virkelig ikke turdet tro på, at vi ville vinde igen, så jeg er helt rørt – det er bare helt vildt. Vi gør meget ud af at skabe en hyggelig ramme for vores gæster, men vi har jo ingen strand eller noget, så det er fantastisk igen at være en del af dette felt.
Camping som forløber for Ferie for Alle
Hos MCH Messecenter Herning er campingområdet en højt skattet størrelse med betydelige historiske vingesus. Rejseformen har to gange i historiens løb fungeret som en art forløber for Ferie for Alle og nyder derfor en helt særlig status.
– Camping betyder meget for Ferie for Alle – for MCH og for mig personligt. Årets udgave af Ferie for Alle er den 46. camping- og feriemesse siden starten, og disse er samlet set blevet besøgt af næsten 2½ million gæster. Campingbranchen ér vigtig for os, og vi er taknemmelige for den massive opbakning gennem årene, sagde administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, da han fredag aften holdt åbningstale til Danish Camping Award. Ferie for Alle, der byder på ikke færre end ni haller relateret til camping, finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. februar.
Årets autocamper
Vinderen er:
Adria Coral PLUS 650 DL
De øvrige finalister er:
Carado T459 Edition 15
GiottiLine Siena 390
Hobby Optima De Luxe T70 GE
Weinsberg CaraCompact 600 MEG/MF “PEPPER EDITION”
Årets van autocamper
Vinderen er:
Pössl Summit 640 Prime
De øvrige finalister er:
Benimar – Benivan 160UP
Carado CV540 Edition 15 POP -TOP
Randger R560 4X4
Sunlight Cliff 600 Adventure Edition RT
Årets campingvogn – familier
Vinderen er:
Knaus Südwind 580 QS “60 Years”
De øvrige finalister er:
Adria AVIVA 472 PK
Dethleffs Camper 540 QMK D-Line
KABE Estate 560 GLE B14
Tabbert Rossini 520 DM Finest Edition
Årets campingvogn – par
Vinderen er:
Adria Alpina 663 HT
De øvrige finalister er:
Dethleffs Beduin Scandinavia 550 BET
Hobby Maxia 660 WQM
LMC Style 400F
Polar Edition 620 S
Årets campingtrækker
Vinderen er:
Mercedes-Benz C 220 d Advantage
De øvrige finalister er:
BMW X5 xDrive 45E xLine
Hyundai TUCSON 1,6 T-GDI PHEV Advanced
Nissan Qashqai 1,3 DIG-T Xtronic TEKNA+
VW Tiguan 1,5 eHybrid Life
Årets danske campingplads – klassisk
Vinderen er:
Hillerød Camping
De øvrige finalister er:
Dronningmølle Strand
Mariager Camping og Hytter
Horsens City Camping
Grønnehave Strand Camping
Årets danske campingplads – resort
Vinderen er:
Hvidbjerg Strand Feriepark
De øvrige finalister er:
Henne Strand Camping og Resort
Ribe Camping
Feddet Strand Resort
Bryrup Camping
Årets danske campingplads – outdoor
Vinderen er:
Camp Møns Klint
De øvrige finalister er:
Nysted Strand Camping
Tranum Klit Camping
Skyttehusets Outdoor Camp
Blokhus Natur Camping
Årets udenlandske campingplads
Vinderen er:
Krk Premium Camping Resort, Kroatien
De øvrige finalister er:
Camping Nature Park L’Ardechois, Frankrig
Camping Las Dunas, Spanien
Marina di Venezia, Italien
Camping Natterer See, Østrig
Campingprisen 2022
Campingprisen bliver uddelt til en person, der har gjort eller gør en ekstraordinær indsats for camping i Danmark.
Vinderen af Campingprisen er:
Teknisk rådgiver i Dansk Camping Union, Stefan Rosendal