Autocamperturister skal selvfølgelig også være omstillingsparate og klar til at resignere. Corona-epidemien fejer hen over hele verden og har blæst mange planer omkuld, bl.a. de fællesrejser, som i Dansk Autocamper Forenings regi bliver arrangeret af Joan og Preben Christensen. Rejser, som i foråret og efteråret 2020 skulle have ført et stort antal vogne til Slovenien, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Kroatien. De er allesammen aflyst. En del af de samarbejdspartnere, der var truffet aftaler med, er gået nedenom og hjem, så Joan og Preben må på den igen, for det ukuelige og tilsyneladende uopslidelige ægtepar vil forsøge at gennemføre rejserne i løbet af 2021. Et kæmpe arbejde.
Men hvad gør man så i mellemtiden for at lappe på såret og holde forventningens glæde og allerede etablerede venskaber vedlige? – Arrangerer et træf på Nissum Fjord Camping tæt på Vesterhavet. Der er så stor interesse for rejserne, at det har været nødvendigt at inddele i to hold, der fordeltes over tidsrummet 29.6.-3.7. I alt ca. 45 vogne var mødt op, og ganger man med to, har man antallet af glade og forventningsfulde campister, der mildt sagt langt overvejende har passeret de 60 år. En lille håndfuld medbragte børnebørn var et frisk pust og satte gang i hoppepude og skvulp i swimmingpoolen.
Fællesrejser
De fleste foretrækker måske nok at rejse alene, men fællesrejser er yderst populære og rummer nogle klare fordele. Man mødes typisk på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt i det pågældende land. Herefter er alt arrangeret ned til mindste detalje: Fællesture i bus – ofte med guide – ud fra de enkelte pladser, pladsleje og mange måltider er inkluderet i prisen, og hertil skal lægges trygheden ved at være mange sammen. Og de guidede ture højner informationsniveauet, når det drejer sig om viden om lokalbefolkning og områdets natur og historie. Men allervigtigst er det sociale samvær. Mange venskaber bliver knyttet hen over de små borde, kaffekopper og glas med det uundværlige røde og hvide indhold. Det gælder om at få det maksimale ud af livets efterår, de sidste smæk med halen.
Nissum Fjord Camping
Denne særdeles velanmeldte helårscampingplads, der med sine ca. 200 enheder må betegnes som mellemstor, gør via annoncering og de sociale medier meget for også at orientere sig mod autocampersegmentet, og ejeren, Michael Plauborg, arbejder til stadighed på at forbedre forholdene for denne gruppe med særlige, men begrænsede behov. Bl.a. mener han, at det skal være super nemt at checke ind og ud fx ved hjælp af et specielt bomanlæg.
En lille sektion af pladsen – tæt på en af servicebygningerne – er beregnet til 8 autocampere, og alle faciliteter, el, drikkevand og tømning af grå- og sortvand, befinder sig inden for kort afstand. Af interesse for langtidsrejsende kan det nævnes, at der er møntvaskeri på pladsen, og for autocampister med børn er der en lille legeplads og et indbydende friluftsbad med sydlandsk stemning.
Fakta – Nissum Fjord Camping
Adresse:
Klitvej 16, DK-6990 Ulfborg
GPS:
56.31868, 8.14887
Kontakt:
Michael Plauborg: 9749 6011
Pladsen er åben hele året. Nissum Fjord Camping samarbejder med ACSI.
Internetadresser / links:
Nissum Fjordcamping.dk
Nisssum Fjord Camping på facebook
Online booking autocamperplads
Priser for autocampere 2020:
Dagspris i lavsæson er 125 kr., højsæson 149 kr. Bemærk dog, at der i hele lavsæsonen 2020 (til og med 30.10.) er INTRO TILBUD 79 kr. pr. overnatning (min. 2 dage).
Nødopkald: 112
Lægevagten: 7011 3131
Ulfborg Apotek, Bredgade 9, 6990 Ulfborg
Nærmeste indkøbsmulighed:
Netto, Herredsgade 5, 6990 Ulfborg
ABC Lavpris, Harbogade 17, 6990 Ulfborg
Fjand Gårdbutik, Café & Galleri, Klitvej 49, 6990 Ulfborg
Servicestation:
OK – Tankstation, Kirkebyvej 8 Sdr. Nissum, 6990 Ulfborg
Køb / bytte gasflasker:
På campingpladsen
Diverse aktiviteter:
Afstand til Vesterhavet: Ca. 2 km
VW & Retro Museum: www.vwretromuseum.dk
Strandingsmuseum St. George: www.strandingsmuseet.dk
Kaj Munks Præstegård: https://levendehistorie.dk/kajmunk
Se i øvrigt her: www.vestjyllandsattraktioner.dk
Spisesteder bl.a.:
Café Fjorden, Klitvej 16, DK-6990 Ulfborg (integreret i campingpladsen)