Langs Norges vestkyst til Lofoten og Senja, del 3 af 4

17. februar 2023

1131

Lad os starte med at kigge på ruten i Lofoten og Vesterålen.

Lofoten

Der var afgang med færgen fra Bodø til Moskeness i Lofoten kl. 18.45 og i det klare vejr, nød vi sejladsen og en stor rejemad, indtil ankomst i Moskeness kl. 22.30. Vi valgte at køre de få km. til byen Å, som er den sydligste by i Lofoten. Det er i øvrigt ikke muligt at køre længere sydpå fra Å. Heldigvis er det lyst længe på denne årstid her så langt mod nord, så vi fandt os hurtigt en overnatningsplads, sammen med mange andre campere, på Å´s parkeringsplads.

Næste morgen var det tid til at udforske den charmerende lille by. Egentlig kalder de lokale det slet ikke en by, når en samling huse ligger helt ned til vandet. De kalder det et Fiskevær og de små fiskerhuse, der ofte står på lange stolper i vandkanten, kaldes Rorbuer. I dag er mange af rorbuerne indrettet som hytter, som udlejes til lystfiskere, som kommer hertil fra hele Europa for at fange stortorsk.

I Lofoten har livsgrundlaget i århundreder været fiskeri efter stortorsk, som de heroppe kalder Skrei. Skreien trækker, hvert år, mellem januar og april fra Barentshavet ned i farvandet omkring Lofoten for at gyde. Når det sker, står alle, der kan kravle eller gå, til søs for at få deres del af fangsten. Lofotfisket, som det kaldes, er verdens største sæsonbestemte fiskeri efter torsk.

Det meste af Skreien bliver brugt til Tørfisk og en mindre del saltes og bliver til Klipfisk. Da fisken fra Lofoten regnes som verdens bedste kvalitet, afsættes den i Italien, Spanien og Portugal, hvor der en stor tradition for at bruge tørfisk. I Portugal siges det faktisk, at der findes en opskrift på Bacalhau til hver dag i året. Hvis retten laves med tørfisk, kaldes den bacalhau fresco. Underligt nok er det ikke en ret, man ser meget til i Lofoten, men i Rema1000, har de flere varianter, som er lige til at varme. Det smager fortrinligt og vi fik det flere gange.

Når Skreien landes, er alle i gang med at filetere fiskene og hænge dem på de mange tørrestativer, man ser overalt. De afskårne torskehoveder har sin egen historie: Heroppe er der tradition for, at børnene får lov til at tjene en vistnok rigtig god skilling, ved at skære torsketunger. Hovederne, nu uden tunger, bliver også hængt til tørre og de hænger der stadig her sidst i juli. De tørrede hoveder sælges i store mængder til Nigeria, hvor de enten males til mel eller bliver brugt til at koge suppe på. Tørfiskmuseet i Å er absolut et besøg værd. Ejeren, som har drevet forretning med tørfisk hele sit liv, er omkring de 80 og er fuld af liv og gode historier, som han uden problemer fortæller på Norsk, Dansk, Svensk, Italiensk eller Spansk. Hvis du har lyst til at vide mere om Lofotfiskeriet, kan du kigge her: Fisken der byggede Lofoten.

Efter nogle hyggelige timer i Å, var det tid til at komme videre, så retningen blev sat efter byen Reine, kun 9,5 km væk. Fra Å til Reine.

Det første billede i denne beretning er fra Reine og det er ikke så sært, at der kommer mange turister til byen. Byen ligger så smukt blandt fjeldene og fjordene. Manger kommer faktisk også for at bestige Reinebringen. Klik på billedet i linket for at se mange flere flotte billeder fra Reine. Hvis du ikke lige selv har lyst til topturen til Reinebringen, kan du læne dig tilbage i stolen for at kigge på denne korte, men flotte film derfra. Toptur til Reinebringen. Jeg gik ikke selv op på denne top, men senere i rejsebeskrivelsen vil jeg fortælle om et par andre fantastiske topture, som jeg gik.

Der er en autocamperplads i Reine, men efter gåtur i byen, fortsatte vi hen over en række småøer til en rasteplads med fantastisk udsigt ved Akkarvika. Der er camping forbudt; men vi parkerede bare for natten, sammen med et par andre campere. Ifølge Nordmændene er det ok, så længe der ikke er så mange overnattende campere, at almindelige biler ikke kan komme til at raste. Der er ofte meget flotte toiletforhold på rastepladserne, men ellers ingen faciliteter.

Vi zig-zaggede mellem øst og vest på den smalle øgruppe. Hvis du så filmen Toptur til Reinebringen, har du fået et indtryk af hvor smalle (og høje) øerne er. Vi besøgte en kunstsmed i Sunds og det gamle Fiskevær Nussfjord, som i dag er museum.

Vi fandt hurtigt ud af, at køreturene bliver korte i Lofoten. Hver gang man runder et hjørne, er der en ny fantastisk udsigt eller en hyggelig lille by, som man bare må ud at opleve og fotografere. Der er også masser af andre ting end naturen at kigge på. I Vikten ligger denne Glashytta, som er et besøg værd og i Borg finder man Verdens største langhus på Lofotr Vikingemuseum. Det er et meget spænende sted og så kan man bo gratis på deres store parkeringsplads.

Frokost ved Grimsøya-strømmen før Henningsvær

Undervejs mod Svolvær, kom vi forbi endnu en charmerende by Henningsvær, som man absolut skal besøge. Brug en times tid på at gå en tur rundt om det centrale havnebassin og spis evt. en god frokost (tørfisk måske) i en af de hyggelige restauranter. Der er flere muligheder for overnatning på p-pladser – check Park4night.

Efter vi havde gået en tur i byen, fortsatte vi til Svolvær, hvor jeg havde udset mig et fjeld at bestige. Fjeldet heder Fløya og undervejs derop, går man noget af vejen på stejle, høje stentrin, som nogle Sherpaer fra Nepal har bygget. Fløya er kun 590 m høj, men turen op og ned, 4-5 km tog lidt over 3 timer. Fløya og Djevelporten. Kig også lige på denne film Fra Fløya. Fløya climb. Da jeg kom op på toppen og havde fået vejret, talte jeg med en 82 år gammel dame fra Svolvær. Hun havde været på toppen minimum 1. gang om året fra hun var 4 år og havde ingen planer om at lave om på den tradition. Imponerende.

Næste dag startede med stive ømme ben og da vi kørte videre af E10 turistvejen, kørte vi ud af Lofoten og ind i Vesterålen.

Vesterålen og Sortland

Heldigvis er det kun på landkortet man kan se forskel på Lofoten og Vesterålen. De fantastiske naturscenerier fortsætter. Vi kørte til byen Myre og videre til det gamle Fiskevær Nyksund. De oprindelige beboere i Nyksund blev tvangsforflyttet i 1972, fordi byen lå alt for afsides og fordi vejen dertil var for dyr at vedligeholde. Det hele forfaldt, men nu er folk begyndt at strømme til igen for at restaurere husene og få gang i turismen.

Helt ude ved Atlanten på Langøya i Vesterålen ligger Langeness, med Norges ældste trækirke. Sammenlignet med stavkirkerne længere sydpå, gør den nu ikke meget væsen af sig, men den øde og storslåede kystnatur er turen værd i sig selv.

Efter turen ud på Langøya, kørte vi tilbage til Sortland og langs kysten til Andøya. Vi overnattede på en fantastisk rasteplads lige udenfor Stave. Dejlig varm dag med 22-23 grader indtil solen gik ned lidt i tolv, så vi spiste og sad ude, indtil solen gik ned.

På det ene af billederne fra rastepladsen, ser man hvordan det fantastiske landskab spejler sig i de store ruder til toiletterne. Der er tale om envejsruder, så når man sidder på potten, har man uhindret panoramaudsigt, uden at nogen lige udenfor kan se ind til dig.

Efter et godt ophold på denne rasteplads, gik turen mod sommerfærgen fra Andenes til Gryllefjord på øen Senja, hvor fjerde og sidste del af denne rejseberetning starter.

Der er så uendeligt smukt i Lofoten og Vesterålen, i hvert fald i godt vejr som vi havde, at man kunne skrive meget mere om det. Det vil jeg ikke gøre, men i stedet for, vil jeg opfordre til, at du selv tager derop. Det skal opleves i virkeligheden.

Nogle af overnatningspladserne på denne del af ruten:

Som på resten af denne tur, er det kun et udvalg af de pladser vi overnattede på, jeg nævner. Det skyldes at vi flere gange fandt skønne naturpladser helt tilfældigt. Andre gange brugte vi pladser, som vi fandt i Park4Night.

Fortsat god læselyst

Niels-Jørgen Jensen