AutoCamperRådet (ACR) opfordrer til, at alle udviser takt og tone over for autocamperfolket og vice-versa. Autocampisterne bør udvise forståelse for den berettigede kritik, som denne sommer har fyldt en del i pressen, om autocampisternes brug af offentlige naturarealer.

ACR har derfor udarbejdet et sæt etiske retningslinjer, som tydeligt forklarer ret og rimelighed, når det gælder autocampernes færden i naturen og på strandene.

De etiske retningslinjer, som er rådgivende overfor brugerne af autocampere, er udarbejdet i to versioner. Dels en lidt større og mere specificeret version, som interesserede kan downloade på ACRs hjemmeside, og dels en overskuelige folder, som markedsføres via bl.a. autocamperbrugernes medlemsforeninger, campingpladser, autocamperforhandlerne og lignende.

ACR opfordrer autocampisterne til kun at bruge seriøse hjemmesider og apps, som fortæller, hvor det er lovligt, og hvor det er moralsk forsvarligt at overnatte. Flere repræsentanter for kommunerne landet over har i den forgangne sommer kritiseret, at autocamperne parkerer for natten på steder, hvor det er uhensigtsmæssigt, og hvor både kommuner og lodsejere ikke er blevet spurgt om, hvorvidt det er ok at parkere.

– Vi mener, at autocampisterne skal være opmærksomme på, hvordan pladsen til eventuel overnatning ligger i forhold til offentlige stier, offentlige arealer og steder, hvor mennesker færdes, siger Hans Bækvang, formand for AutoCamperRådet.

Formanden for ACR oplyser, at der er flere end 100 havne og marinaer, hvor der er faciliteter, som kan bruges af autocampere, og at der er ca. 360 bondegårdspladser, hvor der er op til tre pladser, og hvor der flere steder også er faciliteter. Mange campingpladser har også indrettet autocamperpladser både udenfor og indenfor bommene til fordelagtige priser og vilkår for autocamperturisterne.

Vil du overnatte udenfor de etablerede pladser opfordrer AutoCamperRådet til af efterleve disse enkle regler:

1. Undgå at genere omgivelserne og forstyrre de fastboendes udsigt.

2. Undgå at parkere på en privatejet grund uden tilladelse.

3. Undgå at parkere, så det forhindrer de lokale beboere i at komme til deres ejendom.

4. Parker kun, hvor det er lovligt, og hvor der ikke er skiltet med forbud mod autocampere.

5. Undgå støjende adfærd, mens du opholder dig på stedet.

– Det kan siges med ganske få ord: ”Holder jeg egentligt hensigtsmæssigt her med min autocamper, eller er det bare fordi, det passer MIG bedst”?

– Vi opfordrer til, at os der har autocamperturisme som passion, hver især kigger indad for at se, hvor vi kan blive bedre og evt. ændre adfærd. Og forhåbentlig smitter vi med det gode eksempel af på dem, som måske ikke er så hensynsfulde i deres adfærd, siger Hans Bækvang.

ACR fastslår, at autocamperturisterne kan opnå meget goodwill ved at efterleve de etiske retningslinjer, som jo i bund og grund kun drejer sig om, at vi opfører os på en måde, hvorpå vi viser hensyn til andre, og ikke nødvendigvis ”kræver vores ret”.

AutoCamperRådet (ACR) er et samarbejdsprojekt, hvis formål er at fremme autocamperturismen i Danmark for at tiltrække en større del af den voksende autocamperturisme i Europa. Rådet er uafhængigt af kommercielle interesser, og dets medlemmer er Dansk AutoCamper Forening, DK-AutoCam og Campervenner.
ACR er blandt andet rådgivende organ over for kommuner, institutioner, turistorganisationer, handelsstandsforeninger og andre, der ønsker at oprette autocamperpladser.

Per Ræbild
Per har flere års erfaring i at køre autocamper. Per er primært tovholder i fællesskabet. Per har en del viden omkring IT og andet teknik, og Per deler gerne ud af sine erfaringer, både når han er hjemme, og når han er på tur rundt i europa i autocamperen

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her