Efterhånden er Facebook blevet et socialt medie, som har stor gennemslagskraft. Ifølge Danmarks Statistik var cirka 70 % af alle danskere medlem af Facebook i 2020.

Mediet giver os mange muligheder. Du kan holde forbindelsen til dine venner og bekendte, og du kan også bruge det til at få nyheder og/eller være en del af forskellige grupper og fællesskaber. Facebook er formentlig kommet for at blive. Og selv om der er mange andre sociale medier, så er antallet af aktive brugere på Facebook langt større end på nogle af de øvrige andre sociale medier. Derfor kan Facebook vel sagtens anses som kongen over sociale medier.

Ændring i adfærd

På Facebook har alle mulighed for at komme til orde. Du skal blot oprette en profil, så er du i gang. Herefter kan du udtrykke dig i ord og billeder i mange forskellige sammenhænge.

De seneste år har vi generelt på sociale medier – og særligt på Facebook – set en kedelig udvikling i adfærden. Mange lader sig rive med af stemningen, særligt hvis den er negativ, og i den sammenhæng bliver vores etik og moral og ikke mindst empati sat på prøve. Det faktum at vi sidder bag en skærm, når vi udtrykker os på de sociale medier, har ændret grænserne for, hvad man kan ”tillade sig”. Senest har der været en del omtale i medierne af, hvordan politikere svines til på deres Facebook-profiler. Men også i diverse autocampergrupper oplever vi, at debatterne tager en uheldig drejning.

Min oplevelse som administrator i Autocamper Gruppen

Undertegnede har været med som administrator på Facebook-gruppen Autocamper Gruppen i cirka et halvt år. Det er en stor fornøjelse dagligt at læse de mange gode indlæg, og se den entusiasme og villighed alle medlemmer af gruppen udviser, både når de selv stiller spørgsmål, og når de besvarer spørgsmål. Gruppen afspejler, at der er mange medlemmer, som har stor viden og erfaring omkring autocampere, som de gerne vil dele med andre autocamperbrugere og -interesserede. Og der er heldigvis også plads til at folk, som er helt nye i den verden, kan stille spørgsmål og få gode råd.

Hvis du ikke har en positiv kommentar, så gå videre, og undlad at skrive noget!

Desværre oplever jeg ─ og sikkert også mange af I andre ─ også, at der kan værre en lidt mere kedelig side, når der debatteres, stilles spørgsmål, gives tips og så videre. Retorikken bliver i mange tilfælde barsk, og det kan være med til, at der er medlemmer, som ikke ”tør” stille spørgsmål eller på anden måde være aktiv i gruppen.

Jeg synes, at der er lidt ærgerligt. Jeg er helt sikker på, at der er mange derude, som gerne vil bidrage og selv være aktive i Autocamper Gruppen. Men flere afholder sig fra det, fordi de ser eller har set, at der kan komme kedelige kommentarer på forskellige opslag.

Hvorfor sker det, at vi sletter indlæg?

Når jeg, eller en af de andre administratorer, sletter indlæg, er der flere forskellige årsager til, at vi gør det. Årsagerne kan være:

  • Manglende relevans i forhold til trådstarters emne
  • Racistiske indlæg
  • Personangreb
  • Angreb på og dårlig omtale af forhandlere og/eller værksteder, pladser og så videre (der findes andre medier som for eksempel Trustpilot til denne type indlæg)
  • Overtrædelse af markedsføringsloven
  • Og mange flere
  • Øvrige tilsidesættelser af gruppereglerne. Læs dem her: Om Autocamper Gruppen

Et andet eksempel på en kommentar, som bliver slettet, kan være:

Trådstarter har haft en god oplevelse med en autocamperplads, og vedkommende vil gerne dele den med de andre medlemmer af gruppen. Alligevel ser vi af og til, at der altid er nogen, som sniger en negativ kommentar ind om stedet, måden man parkerer på eller alle andre helt irrelevante ting i forhold til, at trådstarter blot ønskede at dele sin begejstring for en god plads.

Vores overordnede holdning er:

Hvis du ikke har en positiv kommentar, så gå videre, og undlad at skrive noget!

Du er selvfølgelig velkommen til at have din egen mening, men overordnet set, håber vi, at alle har forståelse for, at vi hver især får mere lyst til at bidrage, læse og så videre, hvis vi kan undgå den negative tone.

Som administratorer begår vi naturligvis også fejl. Så hvis du mener, at vi sletter opslag eller kommentarer, som ikke burde blive slettet, så er du meget velkommen til at kontakte os.

Skal vi gå forrest?

Lad mig slå fast med det samme. Selv om vi indimellem ser os nødsaget til at slette indlæg og kommentarer, så oplever vi masser af positivitet, og det overskygger i høj grad de ”kedelige” indlæg.

Vi oplever, at vores forholdsvis korte snor, når det kommer til at acceptere negativ adfærd, har haft en utrolig positiv indvirkning. Men vi vil stadig gerne slå et slag for, at du er med til at holde en god tone i Autocamper Gruppen.

Vil du også være med til at gå forrest i bekæmpelsen af dårlig adfærd på Facebook?

Så kære medlemmer af Autocamper Gruppen ─ skal vi ikke i fællesskab skabe en Facebook-gruppe, hvor vi holder en positiv tone? Jeg føler mig ret overbevist om, at vi sammen kan opnå ry for at være et sted, hvor man kun oplever en positiv tilgang til tingene.

Jeg håber, at I alle 12.700 medlemmer, som vi er i skrivende stund, vil være med til at hjælpe mig, alle andre medlemmer samt os administratorer med at opnå dette ry.

Vil du også være med til at gå forrest i bekæmpelsen af dårlig adfærd på Facebook?

Jan Mattsson, Juli 2021

Jan Mattsson
Jan er pensioneret fra Forsvaret. Jan har tilegnet sig mange kompetencer, blandt andet via udstationeringer og udsendelser til forskellige verdensdele i forbindelse med jobbet hos forsvaret. Jan og hans kone Bente har selv autocamper. De har kørt autocamper i rigtig mange lande. Jan er tilknyttet Alt om Autocamperen som freelance skribent.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her