Vi havde en gård på Svinø, ved bredden af Gamborg Fjord på Vestfyn. Den solgte vi i 2019 og flyttede – helt bogstaveligt – ind i en autocamper. Tove og jeg er henholdsvis 76 og 74 år, og det er tanken, at vi i denne aftægtsbolig på fire hjul vil rejse rundt i Europa, så længe vi synes det er rart og helbredet holder til det. Vores hjem er – med et lidt forslidt udtryk – dér hvor vi for kortere eller længere tid parkerer camperen.
Fra ca. 400 kvadratmeter bolig til 15. Det lyder nok umiddelbart lidt skørt. Hvordan opstår sådan en idé? Spørgsmålet besvarer næsten sig selv. Vi havde alt for meget plads og dermed alt for mange ting. Hertil skal føjes 10 tdr. land, hvoraf knap 5.000 kvadratmeter med græs, som skulle slås med plænetraktor mindst én gang om ugen. Den firelængede gård, fra 1772, var af bindingsværk og med stråtag over det hele. Masser af vedligeholdelse, og det siger næsten sig selv: Det var kostbart.
Ikke et velegnet sted at blive meget gammel. Jeg kunne ikke se mig selv siddende på en plænetraktor som 90-årig, og vi havde for øvrigt også andre prioriteter. Idéen om at leve et mere frit nomadeliv i en bevægelig bolig groede langsomt frem over 4-5 år, før den endelig tog fast form. Men den rækker i virkeligheden meget længere tilbage. Især jeg har nok altid haft en drøm om det lille, overskuelige rum med kun de allermest nødvendige ting, orden og systematik i en i øvrigt utrolig kompleks verden. Jeg skal have orden omkring mig, før jeg også kan få den indre ro til at gå i gang med en opgave.
Det startede med en campingvogn
Som arkæolog har jeg mange gange boet på udgravningssteder rundt omkring i landet, senest i Sønderjylland i forbindelse med forundersøgelser forud for anlæggelsen af motorvejen mellem Kliplev og Sønderborg. Mange af jer kender sikkert Tabberts lille, charmerende dråbeformede campingvogn af aluminium. Højst 7 kvadratmeter med de allermest nødvendige faciliteter. I den boede jeg i lange perioder, også om vinteren i frost- og snevejr. Der var langbænke, et bord og et lillebitte køkken, en lille frostboks. Toilettet var eksternt i form af en toiletvogn. Jeg havde mulighed for at slutte til landstrøm og dermed elopvarmning.
Jeg kunne ikke se mig selv siddende på en plænetraktor som 90-årig, og vi havde for øvrigt også andre prioriteter
Jeg nød denne bo- og livsform i fulde drag, var dengang storryger, og det skete, at det lille rum undertiden blev så røgfyldt, at jeg knap kunne se fra den ene ende til den anden. Den måde at indrette sig på indebar også, at jeg i høj grad kunne leve mig ind i udgravningen og det omkringliggende landskab, og det gav også mulighed for lidt overarbejde om aftenen. Bagsiden af medaljen var naturligvis, at Tove på hjemmefronten, da vi havde hjemmeboende børn, var alene om at tage den daglige tørn.
Men lysten til den mobile livsform udspringer selvfølgelig også af det campingliv, som vi har dyrket i et halvt århundrede. Vi har som så mange andre autocampister en fortid, hvor vi drog rundt med campingvogn i ferierne, men vel at mærke kun i disse begrænsede perioder. Der var en længsel efter mere af det samme, og det er den drøm, vi realiserer nu. Og vi kan registrere, at andre også i stigende grad har den samme lyst, især ældre mennesker – pensionister – men også yngre, der for øvrigt ofte fjernarbejder med basis i deres autocampere, fordi det kun kræver en computer og internetforbindelse. Oplagte eksempler er grafikeren og fotografen Anja Robanke og journalisten og forfatteren Bo Østlund.
Springet ud i friheden på fire hjul – hvordan?
Nu kommer vi så til det, som nok de fleste, der har et spirende ønske om en mobil tilværelse, er optaget af: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, hvordan når man dertil? Der er selvfølgelig det økonomiske aspekt, ikke mindst erhvervelsen af en autocamper, hvis man ikke har en i forvejen. Mange, især ældre, har en stor friværdi i deres hus eller lejlighed eller kan simpelthen sælge en stor del af deres ejendele. Og så behøver camperen jo ikke at være i millionklassen, mindre kan gøre det. Der findes mange udmærkede ældre, brugte vogne med ret få kilometer på bagen. Men har man planer om at bo fast i autocamperen i en årelang periode, vil jeg generelt anbefale en lidt større vogn. De kassevognsbaserede modeller vil nok for de fleste være lidt for trange i det lange løb.
Start med kommunen
Og så er der det med det offentlige, stat og kommune, som man skal have nogle aftaler med. Forvent, at det er besværligt – at fx den kommunale medarbejder bliver lidt fjern i blikket og synes, at det er noget mærkeligt noget, at mennesker har trang til at bryde ud af parcelhuskvarterets faste og trygge ramme for at begive sig ud på de lange veje. Associationerne tager straks retning mod landevejsriddere, hjemløse, subsistensløse og Felix og vagabonden.
Det vil svimle for den kommunale sagsbehandler eller jurist, når man fortæller, at futuristen og science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke har forudsagt, at vi om få årtier vil vende tilbage til en tilværelse som jægere, fiskere og samlere, dvs. folk med en nomadisk, mobil livsform som dengang i stenalderen for mange tusinde år siden. Vi har været der engang, men det er fuldstændig gået i glemmebogen i nutidens offentlige system, hvor man til enhver tid vil have at vide, hvor borgerne befinder sig, og hvad de laver.
Jeg kan ikke anvise nogen generel metode til at opnå det, som selvfølgelig bør være en naturlig menneskeret – en mobil livsform – kun hvordan VI bar os ad. Først en mange måneder lang email-kommunikation, der bar tydeligt præg af de kommunale medarbejderes usikkerhed og mangelfulde viden – de anede i starten ikke, hvilket ben de skulle stå på. Men efterhånden fik de kigget på CPR-lovens regler og paragraffer, og man fandt minsandten ud af, at der findes et officielt skema, som giver mulighed for “Ukendt adresse i Danmark” og dét at man kan beholde sin sædvanlige læge.
Jeg kan ikke anvise nogen generel metode til at opnå det, som selvfølgelig bør være en naturlig menneskeret
CPR-loven er usædvanlig mudret formuleret, men lægger læseren sig i selen, siger den noget i retning af, at det er muligt at få fast bopæl i en bevægelig bolig, hvis man kan overbevise den stedlige kommunalbestyrelse om, at man rent faktisk bor der. Invitér den på kaffe! Det er min opfattelse, at en sag som denne forvaltes vidt forskelligt fra kommune til kommune, selv om lovgrundlaget er det samme.
Hvordan med post og andre hurdler?
Hvad fysiske breve, pakker og den slags angår, er det ikke noget problem – det har vi valgt at få sendt til et familiemedlem eller pakkeboks i nærheden af det sted, hvor vi opholder os i øjeblikket. Næsten al kommunikation foregår som bekendt i dag elektronisk via fx e-Boks og borger.dk.
Vi skal for øvrigt hver anden måned meddele vores hjemkommune, hvor vi aktuelt befinder os. Lidt absurd, når man betænker, at vi sandsynligvis dagen før har været et andet sted og dagen efter vil opholde os et tredje sted. Men så er formalia da overholdt.
Men der er andre hurdler. Nogle har oplevet, at det er umuligt at få en indboforsikring – bare for at nævne et eksempel. Og der er sikkert meget andet, der ikke kan lade sig gøre, hvis man ikke har en fast adresse. Men i en tid, hvor autocamperområdet er i eksplosiv vækst og lysten til at bo på denne alternative måde stærkt stigende, er der et behov for at få taget hele problematikken op politisk, så vi kan få lov til at vende tilbage til “stenalderen”. Ellers må det forventes, at folk tvinges ud i civil ulydighed ved fx at skaffe sig en proformaadresse hos familie eller bekendte. Den mulighed er oplagt og vil med ét slag kunne fjerne en lang række vanskeligheder, men jeg vil naturligvis ikke opfordre til ulovligheder. Absolut ikke!
Ny Facebook-gruppe: Der er for nylig oprettet en gruppe under overskriften ‘Fast bolig på hjul’, hvor medlemmerne i fællesskab forsøger at løse de problemer, der knytter sig til det frie liv i en permanent bolig på hjul, se her: Bliv medlem
