Naturoplevelse i autocamper er oplagt her i efteråret. Og efteråret er en realitet. Mange tager til Mosel/Rhinen, andre er i fuld gang med at planlægge vinterturen til Algarvekysten – men husk også at opleve nuet og nyde de skønne naturoplevelser i Danmark, hvor kronhjortene for eksempel netop i denne tid kæmper og brøler.
I Danmark har vi heldigvis mange muligheder for at tage autocamperen og køre ud på en autocamper, campingplads eller bare en P-plads, trække håndbremsen og gå på opdagelse/oplevelse.
Naturoplevelse med kampbrøl
Som tidligere panserofficer har jeg ofte siddet på min leopardkampvogn i Oksbøl øvelsesterræn i Sydvestjylland og hørt det helt fantastiske brøl fra kronhjortene, når de i brunstsæsonen markerer sig overfor hunnerne og samtidig også forsøger at skræmme eventuelle rivaler væk. I leopardkampvognens optik har jeg tydeligt set de kampe, der udkæmpes for at få de bedste hunner. Hvis du aldrig har set og hørt disse prægtige dyr, så er det tid nu, der er rig mulighed for en intens naturoplevelse, nu hvor brunstsæsonen starter.
I leopardkampvognens optik har jeg tydeligt set de kampe, der udkæmpes for at få de bedste hunner
Kronhjortene lever et heftigt liv. Dels skal hjorten tiltrække de bedste hinder (hunner) og skræmme rivaler bort. Når hjorten har fundet den hind, der skal være mage, må han parre sig med hinden adskillige gange løbet af det døgn, hvor hinden er i brunst – ofte taber kronhjorten sig adskillige kilo i denne periode – gad vide, om det også gælder for mennesker!
Naturoplevelse med store dyr
Kronhjorten er det største fritlevende dyr i den danske natur, og en voksen hjort kan nå en kampvægt på omkring 200 kg og en skulderhøjde på 150 cm. Hjortens gevir kan blive enormt stort med rigtig mange ender. Normalt får en hjort mellem 12-16 ender, men rigtig gamle kronhjorte kan få optil 22 ender.
Hinden bliver knap så stor og har ikke noget gevir. Det bemærkelsesværdige ved dette dyr er, at kronhjorten og hinden lever adskilte fra hinanden, og faktisk kun mødes i brunstsæsonen. Kronhjorten indvandrede til det danske territorium efter sidste istid, og har været en vigtig kilde til fortæring og skind til påklædning.
Her finder du naturoplevelse ud over det sædvanlige
I Danmark findes der omkring 14.000 krondyr. De er desværre ikke jævnt fordelt over hele landet. De lever primært i Jylland samt i Nord- og Vestsjælland. Desværre er der ikke rigtig nogen fritlevende kronhjorte på Fyn og Bornholm. Her ses de kun i indhegnede områder som f.eks. i den store dyrehave ved Hindsgavl Slot.
Hvis du har mod på en intens naturoplevelse, så er de bedste tidspunkter på dagen omkring solopgang og solnedgang. Normalt er kronhjortene ikke aggressive overfor mennesker, men man skal respektere, at de skal have plads. Hold dig til stier, og lad eventuelt hunde blive hjemme eller i autocamperen.
Nogle af de bedste steder i Danmark, hvor man kan se og opleve kronhjortebrøl og kronhjortekampe:
- Hanstholm Vildtreservat
- Oksbøl i Sydvestjylland
- Klosterheden Plantage og Stråsø Plantage
- De store plantager i Midtjylland
- Rold Skov
Der er med garanti flere steder i Danmark, hvor de også både kan ses og høres.
Begrænset planlægning for at få en naturoplevelse i særklasse
Det kræver kun ganske lidt planlægning, hvis du skulle få lyst til at prøve denne naturoplevelse, som i øvrigt slår Netflix med adskillige længder. Når du har fundet stedet, hvor du vil se og høre dette naturfænomen, så kan jeg anbefale at bruge www.camper-parkering.dk, www.stellplatz-danmark.dk eller campercontact.com til at finde et passende sted at overnatte med din autocamper. Få fat på en god kikkert, og find det varme tøj frem. Husk en kop varm kaffe (et must) – og måske en let stol at sidde på – og naturligvis et åbent sind og en masse tålmodighed.