I 1815 – nærmere bestemt 1. marts 1815 gik den berømte hærfører Napoleon Bonaparte og hans 1200 mand store hær i land i en lille by tæt ved Cannes på den franske middelhavskyst. Herfra tog han turen mod Paris, fordi han ville generobre tronen. Turen forgik primært til fods, så mon ikke Napoleon også havde lidt tid til at nyde de fantastiske landskaber og de mange små, charmerende byer i Provence?
I dag er det muligt at følge den franske hovedvej N85, som følger den rute, Napoleon fulgte i 1815. På turen er der mange muligheder for at opleve forskellige seværdigheder, mindesmærker, statuer og meget andet historisk, som giver et indblik i den farefulde færd.
Vi brugte i sommeren 2016 nogle måneder af vores liv på at følge i Napoleons fodspor
Vi brugte i sommeren 2016 nogle måneder af vores liv på at følge i Napoleons fodspor. Eller det vil sige – vi gjorde ikke helt som Napoleon – vi tog nemlig turen den modsatte vej, og kørte nordfra ned mod Middelhavet. Men det blev turen bestemt ikke ringere af. Vores tur blev en fantastisk rejse med mange gode oplevelser, fantastisk natur, sjove mennesker, afslapning og ikke mindst en tur vi sagtens kunne finde på at tage igen. Turen kan sagtens køres på kortere tid, men da vi havde muligheder for at bruge et par måneder, var vi ikke i tvivl om, at det var det, vi ville gøre.
Læs nærmere om vores tur ad Napoleonsruten herunder. Dette afsnit er fra vores ophold i Saint Croix du Verdon.
Fredag 24. juni 2016
Vi havde besluttet at køre mod Saint Croix du Verdon, hvor vi af en god ven Ole Poulsen var blevet anbefalet et sted med udsigt direkte ned til søen. På vejen kom vi forbi de skønneste lavendelmarker. Vi måtte stoppe flere gange undervejs for at tage billeder, og indånde den skønne duft af blomstrende lavendel, og ikke mindst høre de mange bier, som summede omkring i lavendelmarkerne. Det var et smukt syn, og det virkede næsten helt malerisk. Det har længe været på ønskesedlen over, noget der bare må opleves, så det var dejligt at kunne få lov at sætte et hak herved.
Fremme på pladsen var det blevet tid til et bad, og derefter spiste vi morgenmad med stolene placeret, så udsigten var direkte ud mod søen. Pladsen lå forholdsvis højt oppe, og derfor var der en super udsigt til søen. Turen hertil var foregået gennem mange små hårnålesving, og mange steder var bilen konstant i 1. gear for overhovedet at kunne trække op af de stejle stigninger. Men det var hele turen værd, selv om det at køre godt 20km havde taget et par timer med ophold og bjergkørsel.
Det blev en dag, hvor vi tullerede lidt rundt, og så byen, fandt et rimeligt supermarked til lidt indkøb, og slappede af og nød varmen, som nu var godt over de 30 grader. Vi opholdt os mest i skyggen under de oliventræer, som omkransede pladsen. Der blev også tid til en cykeltur sidst på eftermiddagen, hvor vi cyklede til byen Riez, som lå omkring 9 km fra, hvor vi holdt. Det blev en tur med duften af lavendel i næsen det meste af vejen, men også en tur hvor der skulle bruges lidt energi, selv om vi havde batterierne i gang på cyklerne. Der var en del stigninger, som strakte sig over mange kilometer. Vi så byen, og nød lidt at drikke på en lokal café. Da vi cyklede retur, fandt vi ud af, at der var flere stigninger på vejen hjem, end vi havde haft på vejen ud.
Vi endte med at være så sent tilbage, at vi opgav selv at lave aftensmad. Den blev i stedet indtaget på den restaurant, som ligger på bjergsiden op mod byen og med den flotteste udsigt ned til søen, de små havne dernede og de mennesker, som stadig svømmede i det fuldstændig grønblå vand. Fin mad og en enkelt dessert blev det også. Bagefter cyklede vi ned til søen, og så området deromkring, og vi fik derfor cykelturen op mod byen og pladsen igen bagefter. Vi måtte omkring en stigning, som satte Pers cykelbatteri ud af funktion, men heldigvis virkede det igen, så snart vi kom op på en mere normal stigning igen. Vi sluttede aftenen af med, at vi fra vores stole vendt mod søen, nød at se, hvordan mørket skænkede sig over søen.
Lørdag 25. juni 2016
Morgenens løbetur sluttet af med en svømmetur i det blågrønne, klare og stille vand i søen. What’s not to like? Sikke en fornøjelse. Mærkeligt at svømme i ferskvand i en bjergsø, men bestemt en anbefaling værd. Bagefter morgenmad med udsigt til samme sø. Så er det svært at bevare pessimismen. Vi tog os god tid, nød bare at sidde, og se ud over søen.
Vi tog os god tid, og nød bare at sidde, og se ud over søen
Vi fik ind imellem besøg af naboens hund – en hollandsk friser-race. Den var rigtig godmodig, og ville gerne lige over til os for at blive nusset lidt ind imellem. Den var på tur med sin ”far”, som rejste alene i sin autocamper. Han var på farten i ca. et halvt år af gangen, og hunden var hans faste rejsekammerat. Det var pudsigt at se, hvordan han dagen igennem gik, og talte med hunden, som tydeligvis nød at være rejsekammerat. De havde deres faste rutiner, og forventede at blive på pladsen mindst et par uger. Et af de faste punkter på dagsordenen var, at de to gange om dagen var nede og svømme sammen i søen.
Hen på eftermiddagen, da den værste middagsvarme var forbi, cyklede vi mod byen Alamagne-au-Provence. Det var en cykeltur på ca. 15km i temmelig bakket terræn. Men samtidig også i et rigtigt skønt naturområde. Da vi kom frem til byen, viste det sig, at den ikke var helt så spændende, som vi havde håbet. Der var et lille slot, men det var lukket, og det var desværre heller ikke særlig velholdt eller indbydende at se på. Byens navn, som betyder noget i retning af Tyskland i Provence, har fået sit navn netop fra sin tid som tyskbeboet. Vi gik en lille tur gennem resten af byen, men det var hurtigt overset, og desværre ikke helt så imponerende, som mange af de mange andre mindre byer, vi har set på denne tur. Men så havde vi set det, og turen frem og tilbage var en skøn cykeltur med både flotte udsigter og masser af skov og bjerge. Vi kom bl.a. også forbi en masse geder, som hyggede sig i et kæmpe område i en skov.
Da vi var tilbage i bilen, fik vi lavet noget aftensmad, og så var det igen tid til bare at sidde og nyde den skønne udsigt over søen, og dele en flaske rødvin imens.
Søndag 26. juni 2016
Endnu en morgen med løbetur i bjergterræn, morgensvømning i søen og morgenmad med udsigt til det blågrønne vand. Det kunne godt blive en god måde at nyde livet på resten af livet. Men den gik nok ikke. Men det var med at nyde det, mens vi kunne, og det gjorde vi også fuldt ud. Nyder du en god gå- eller vandretur, så er der mange godt afmærkede vandrestier omkring søen, og de er bestemt anbefalesværdige. Selv om de i vores tilfælde kun er afprøvet med løbesko på, så bliver de sikkert ikke mindre smukke eller fascinerende med et par almindelige gåsko på.
Vi besluttede, at vi ville videre på vores tur, så ved middagstid var vi ved at være klar til at køre. Vi ville gerne ned til Middelhavet, og de englændere, som vi havde mødt tidligere på vores tur, havde fortalt om et område, som skulle være rigtig specielt både naturmæssigt, men også anderledes end resten af Provence. Samtidig havde de og mange andre, vi havde talt med på vores tur, frarådet os at afslutte Napoleonsruten med at køre til Nice. Af en simpel grund. Der er ingen autocamperpladser, og byen skulle på ingen måde være autocampervenlig. Så vi valgte at finde en anden vej til Middelhavet, og vi i kørte derfor ned til Le Grau-du-Roi, som var en af byerne i Camarque, og der hvor Hemingway opholdt sig en del af tiden, mens han skrev. Området skulle være specielt, fordi der er vilde heste og flamingoer. Tiden måtte så vise, om vi var heldige nok til at se begge dele. Men desuden er området også Europas største sumpområde og derudover er der saltvandssøer.
Mere fra denne tur følger senere i andre rejseberetninger. Men det kan allerede nu afsløres, at vi vendte tilbage til den skønne sø i Saint Croix du Verdon igen, inden turen via Napoleonsruten igen gik retur til Danmark.
